OM HENRIK LARSEN

Henrik Larsen er selvstændig sikkerhedskonsulent.


Han var fra 2015 og indtil udgangen af 2023 chef for sikkerheds- og identitetstjenester i Danish e-Infrastructure Consortium (DeiC), hvor han stod i spidsen for sikkerhedstjenesten DKCERT og identitetsføderationen WAYF.

DKCERT overvåger sikkerheden på forskningsnettet og bistår de ca. 40 tilknyttede institutioner – bl.a. de otte danske universiteter – med hændelseshåndtering, sikkerhedsanalyser, sårbarhedsscanninger m.v. samt med rådgivning om implementering af databeskyttelsesforordningen.

DKCERT driver desuden et informationsarbejde om cyber- og informationssikkerhed, der også er rettet mod offentligheden.

WAYF formidler sikker Single Sign-on til webtjenester fra log-in-systemer på forsknings- og uddannelsesinstitutioner i Danmark, Færøerne, Grønland og Island. Begge tjenester indgår i et stort globalt samarbejde med tilsvarende tjenester.

Ekspertise og Erfaring

Henrik har en humanistisk universitetsuddannelse og mere end 40 års erfaring fra forsknings- og uddannelsessektoren. Han har beskæftiget sig med IT endnu længere tid og har en række certificeringer inden for informationssikkerhedsledelse, styring af forretnings-it, samt rammeværkerne ITIL og ISO 27000.

Henrik var IT-drifts- og infrastrukturchef og senere informationssikkerhedschef på Københavns Universitet i en længere årrække, ligesom han har været projektleder på en række digitaliseringsprojekter, før han kom til DeiC og DKCERT i 2015.

Indflydelse og Engagement

Henrik Larsen har erfaring som medlem af en række danske og europæiske netværk, udvalg og paneler på it- og informationssikkerhedsområdet – blandt andet var han medlem af bestyrelsen for Rådet for Digital Sikkerhed fra 2015-2023 og medlem af det nationale Cybersikkerhedsråds første to perioder fra etableringen i 2020 og indtil udgangen af 2023. Han er en ofte anvendt ekspertkilde i pressen, ligesom han jævnligt holder oplæg på konferencer, seminarer og netværksmøder.

Han er formand for programkomitéen for den globale FIRST Conference, der skal afholdes i København i juni 2025.


Uddannelse:

Højere Handelseksamen, Niels Brock Business College 1974

Cand.mag. i Historie og Nordisk Arkæologi, Københavns Universitet 1985

Merkonom i Personaleadministration, Niels Brock Business College 1991

Merkonom i Organisation, Niels Brock Business College 1993

ESL, Examineret Informationssikkerhedsleder, ESL Foreningen/Ezenta 2014

Certificeringer:

Diploma in ISO/IEC 27701 Privacy Information Management, Dansk Standard, februar 2023

ISO27001-M Certified ISO/IEC 27001 Master, PECB, juli 2015

ISO27001-LI, Certified ISO/IEC 27001 Lead Implementer, PECB, februar 2015 

CGEIT, Certified in the Governance of Enterprise IT, ISACA, marts 2014

CISM, Certified Information Security Manager, ISACA, februar 2012

CISSP, Certified Information Systems Security Professional, ISC2, september 2011